Dan Rachlin: Derfor holder X Factor-vinderne ikke!
VH1-værten Dan Rachlin blogger på MSN Starlounge om musik og livet på den røde løber
Da det internationale pust i denne ombæring af X Factor Carsten Soulschok i et af de utallige interviews i forbindelse med sin dommerrolle i det succesfulde program udtalte, at han endelig havde accepteret at være med, fordi han havde erfaret, at deltagerne rent faktisk kunne få en karriere ud af programmet, må det have beroet på i hvert fald én ud af disse misforståelser:
- Han refererede til udenlandske versioner af programmet, hvor bl.a. Leona Lewis (X Factor UK), Shayne Ward (X Factor UK), Kelly Clarkson (American Idol), Carrie Underwood (American Idol) og Jordin Sparks (American Idol) rent faktisk har fået en karriere ud af deres deltagelse i enten X Factor eller American Idol.
- Hans definition på en karriere er ikke, hvad jeg forstår på en karriere.
Alternativt: Han har en sympatisk og positiv ambition omkring programmets vinder i fremtiden.
For intet kunne være mere forkert. Det stærkt vanedannende, ekstremt underholdende og til dags dato bedst producerede program på dansk grund sørger for enorme seertal, massiv presseomtale, aktivitet på diverse netfora, gæster i storcentre når vindere og næsten-vindere kommer til byen. Og nårh ja, nærmest kvalmende, men også ekstrem flygtig berømmelse for enkelte deltagere.
Men karriere for deltagerne/vinderne, har vi endnu til gode at se være en realitet.
Vinderen i 2008 den indiskutabelt talentfulde Martin kæmper for tiden muligvis med et nyt album, muligvis ikke, og uden at være ondskabsfuld vil mit gæt være, at han sagtens kan gå i fred, når han promenerer i gågaden i Viborg anno 2010.

Jeg og mange andre var egentlig godt tilfredse med hans debutalbum, dygtigt produceret og komponeret af bl.a. Remee og Thomas Troelsen. Men det var jo bl.a. fordi jeg elsker Michael Jackson og Justin Timberlake, og velproduceret, uforpligtende pop-soul.
Bevares albummet solgte pænt, men nøøøj hvor blev der hurtigt stille omkring den charmerende gavtyv med smilehullerne, det krøllede garn og den fine lyse stemme.
Kan nogen nævne mig titlen på singlen, som fulgte efter The One og Show The World??? Ja jeg kan ikke.
Vinderen i 2009 var efter min ringe mening den forkerte vinder i netop det program.
At Linda Andrews kan synge er indiskutabelt, at hendes debutalbum ville ende i udsalgskasserne, spåede jeg i al beskedenhed før det var blevet udsendt.
Jeg frygtede man ville levere et stykke aldeles anonymt lynprodukt, hvor sangene ville lyde, som var de blevet til overs fra Hanne Boels' overskudslager.
Og det gjorde det så.
Én hitsingle, den velkomponerede Det bedste til sidst, skrevet af Søren Rasted, som sjældent rammer ved siden af, er hvad det er blevet til.
Vi kan tage en lille quiz her? Vær venlig at nævne en anden sang med Linda? ...tænkepause, nej vel.
Linda med den smukke stemme stiller op til diverse gospel-koncerter, og beviser at det er i denne verden hun og hendes stemme hører til... ikke i udsalgskasserne, forladt af de profilerede dommere og musikere, som X Factor tiltrækker.
At Linda samtidig har fået rådgivning omkring tøj og styling af personer, som vitterligt ikke vil hende det bedste, er en anden snak, som jeg ikke vil uddybe, jeg er trods alt ikke nogen Mads Christensen.
Men karriere bare glem det, der er i begge tilfælde ikke antydningen af karriere over de to vinderes videre fremfærd.
Ej heller over den dejlige, uimodståelige Basim med dådyrøjnene. Selvom han mod alle odds allerede er på album nummer to, flakser han omkring, og håber på lidt mere end de 15 minutters fame, og meget gerne et lillebitte hit.
Det kan være svært, at få øje eller rettere øre på.
Jeg håber i sandhed, at en tv-station eller en filminstruktør får øje på knægtens aldeles iøjnefaldende talent, og evne til at medvirke til en positiv form for integration, som jo er så moderne et ord i Danmark.

Remees gryderet af et band Alien Beat Club, lavet som en nødvendighed, når talentet nu ikke var til stede i 2009-udgaven af X Factor, er velsagtens de eneste, som pt. har noget, der minder om en karriere.
Og det har de vel at mærke kun så længe hitmager nummer 1 Remee gider levere dem sange, som har internationalt snit.
I fald han mister interessen er de uagtet deres sangtalent alt for uhomogen en størrelse til at få en langstrakt karriere ud af den nuværende situation.
Det er nemt for dig Dan at pege fingre, hører jeg nogen sige, og det kan de da have så evig ret i.
Hvordan kan dommere og andre implicerede i programmet, så sørge for at det vitterligt bliver til en karriere for en kommende vinder?
Til det er der sikkert en del løsningsmodeller, som kan anvendes:
Dommerne skal sørge for at køre de rigtige deltagere i stilling til en mulig sejr. Virker enkelt, men har altså vist sig ikke at være så nemt endda.

Lad være med at stresse et album ud to uger efter programmets afslutning.
Tro så meget på jeres vinders talent og langtidsholdbarhed, og giv jer den tid det tager.
Den tid der skal til at finde de helt rigtige sange i den helt rigtige stil.
Kryds fingre for at de aktuelle stinkende dygtige dommere Soulchock med den internationale succes og ballast, Pernille Rosendahl med sin kunstneriske integritet og empati og endelig Remee med de gyldne ører, rent faktisk vil investere tid i vinderen, også når lysene og kameraerne er slukkede.
DRs' morsomme skizofrene holdning til X Factor er naturligvis også en del af problemet.
I Danmark får man som regel kun et hit (og et til), hvis man får noget airplay, bliver spillet på radioen.
I dagens Danmark, hvor de kommercielle radiostationer har deponeret deres beslutninger om hvad de ønsker at spille hos P3 og P4's musikchefer, er det altså et must, at P3 ikke føler sig for street-agtige for rock'n roll-fine til at støtte op omkring en X Factor vinder.
Og i Lindas' tilfælde at P4 virkelig giver hendes udgivelse gas. Det skal de naturligvis kun gøre, hvis den konkrete musik hæver sig bare en smule over de tusindvis af udgivelser, som musikcheferne på de nævnte radiostationer bliver præsenteret for om året.
I mindre målestok skal DR naturligvis også være ved X Factor-vindere, og eksponere dem i Boogie og diverse underholdnings(og ikke mindst indsamlings)shows, hvor man jo alligevel bruger dansk musik, som en slags mellemlægspapir imellem værternes opremsning af, hvor mange penge man nu har samlet ind(og tak til Thomas Tømrer, som samlede 5231 kroner sammen).
Man kan ikke få et hit i Danmark(eller nogle andre lande) uden støtte fra radio og tv!
Ups... nej en statsfinansieret kolos som DR har naturligvis ikke nogen som helst form for forpligtigelse til at støtte op omkring et rent kommercielt efterspil, så vindere, bagmænd, musikere og pladeselskab skal overordnet blot sørge for at musikken spiller, om jeg så må sige.
Pøj pøj med det hele, jeg ønsker jer alle good luck og alt det bedste!
Dan
FOTO: UFFE KONGSTED, LARS H, BJARNE BERGIUS HERMANSEN / DR, TINE HARDEN / SONY MUSIC OG CHRISTIAN FRIIS / SONY MUSIC














